anmeld8Alpha Ensemblet gav ved koncerten i Thisted Kirke tirsdag aften (12.juli 2005 red.) de fremmødte “én på opleveren!”. Dette ensemble indfriede forventningerne med deres nyskabende musikalske udtryk i et musikalsk ingenmandsland, der bevæger sig mellem en klassisk tradition og rytmisk og improviserende stil lige ind i verdensmusikken… Alpha Ensemblet spillede medrivende og oplagt, med en musikalsk indføling og et plastisk sammenspil, der var betagende smukt og havde en særlig dynamisk nerve.

Værkerne af Ib Nørholm “Jubilate Deo in Primavere” (2005) en sand forårslovprisning og columbianeren Eblis Alvarez “El triste juego de la polka spectral” (2005) var klangmæssige højdepunkter i koncerten. Udfordrende for tilhøreren, et fascinerende lydmæssigt og rytmisk univers, båret frem af disse unge, fremragende kunstnere. Deres søgen efter nye klangmæssige udtryksmuligheder via bl.a. en nænsom elektronisk forstærkning kom smukt til udtryk i ensemblets uropførelse af dets egen komposition “Jaco”. Det bliver spændende at følge den fortsatte udvikling, ikke mindst internationalt.

Henrik Svane, Thisted Dagblad den 13.juli 2005