Reviews2019-02-02T13:04:23+00:00

Reviews

Festlige nye perspektiver på Bachs Goldbergvariationer

Flensborg Avis, December 2018

I 1741 ofentliggjorde Johann Sebastian Bach sin »Aria mit verschiedenen Veränderungen vors Clavicimbal mit 2 Manualen«. I Bachs værkfortegnelse (BWV) har det fået nummer 988, men mest kendt er det under navnet »Goldbergvariationerne«. Siden det overhovedet har været teknisk muligt, er dette omfattende værk blevet indspillet igen og igen og har også været genstand for en del nyfortolkninger og transskriptioner, hvor andre instrumenter blev brugt eller noderne ændret – eller sågar begge dele. Læs mere.

Riotous explosion of sound – Recomposed Goldberg Variations

Prestomusic.com, November 2018

Mainly marimba but as each three variations cycle passes they add another percussion instrument until there is another final almost riotous explosion of sound before the reflective return of Bach’s Aria at the end. Read More.

New perspectives on a well-known score

Arkivmusic.com, October 2018

These Goldberg Variations present new perspectives on a well-known score. Danish composer Peter Navarro-Alonso’s composition is a note-by-note reinvention of the original Goldberg Variations by J.S. Bach. Thus Alpha’s innovative performance adds no additional notes in comparison to the original. It is merely through the very creative and extreme orchestration that the new composition gains its own life. Read more.

Bolette Roed on her recorder

Gramophone, July 2018

The instrument I’ve recorded the BachSuites on is a Fred Morgan voice flute in D,A415. It’s one of my best instruments as itfeatures a deep, warm tone and remarkably clear, high register. One of the mainchallenges with recorders is a compromisebetween a powerful lower register, and clarityor responsiveness towards the higher endof the spectrum. The famous Australianrecorder maker, Fred Morgan, was masterly in finding the optimal balance in his … Læs mere

Årstiderne pulserer heftigt

Politiken, marts 2018

De, der tror, at de ikke kan tåle at få ’Defire årstider’ i ørerne endnu engang, må tro om. Både Vivaldis iko-niske værk og resten af barokmusikken væl-ter i disse år frem i nye, anderledes, omvæl-tende fortolkninger. Enten som helt ny-skrevne noder med inspiration i den histori-ske musik – eller som overraskende fortolk-ninger med andre instrumenter i nye grup-peringer.Blokfløjtenisten Bolette Roed er en af dem,der går forrest. Med fremragende ensemblersom den moderne trio Alpha – blokfløjte, sa-xofon og slagtøj – eller som solist fortolkerhun nyt og gammelt ved siden af hinandenmed smukke resultater… Læs mere

Erobret af en skæv trio – Alpha: Through the Looking Glass.

Jens Cornelius, February 2014

Trioen Alpha har på trods af sin sære instrumentkombination en markant tro på sig selv. Og der er da heller ingen grund til at køre med foden på bremsen, når man kan så meget som disse tre tæt sammenspillede musikere. Det har ført trioen frem til et cd-projekt, jeg egentlig aldrig har set magen til: personlige arrangementer af nulevende komponisters musik – som om ophavsmændene ikke selv skulle vide, hvordan musikken bør lyde! Det er næsten flabet gjort, men også sjovt og kærligt. Read more.

Lovingly crafted arrangements – Alpha: Through the Looking Glass

The Classical Reveiwer, January 2014

Lovingly crafted arrangements and performances from recorder, saxophone and percussion trio, Alpha on a new release from Dacapo of music by Poul Ruders, Per Nørgård, Hans Abrahamsen and Bent Sørensen. In the first part of Poul Ruders’ Star Prelude and Love Fugue (1990) arr. Alpha, the Prelude has a repeated percussion motif before the recorder slowly joins, followed by the saxophone in this unashamedly minimalist piece. As it builds, crashing percussion point up the drama and texture so that there is no lack of interest. The saxophone opens Love Fugue, soon joined by percussion with the recorder subtly adding to the sound. This is a rhythmic piece, quiet raunchy at times and full of interest. These players bring a strange but intoxicating combination to these cleverly arranged pieces. Read More.

 

Med håndbremsen sluppet – Alpha: Through the Looking Glass

Jens Povlsen, Jyllandsposten, December 2013

Et er spydigt, et andet kigger stjerner, andre er luftige, og nogle er hypnotiske. Der er ingen vej udenom, man kommer hele viften af udtryk igennem på den danske trio Alphas nyeste album, hvor trioen spejler sig i værker fra fire danske komponister, bearbejder dem og effektivt får sat dem ind i deres eget potente lydbillede. Det er ambitiøst, men udført med stor kærlighed til komponisternes oprindelige værker. Og med håndbremsen sluppet lykkes det til fulde Alpha at forføre ørerne med en eminet opvisning i vedkommende samtidsmusik.

Royal Recorder Concertos

October 2013

The Royal Recorder Concertos album has garnered praise from a wide range of international publications. Read more.

-“D’emblée, l’on est séduit par l’opulence du son, qui traduit une générosité de jeu et une vivacité d’interprétation qui captivent dès la première plage.”  Pizzicato

-Eine vom Repertoirewert her sehr reizvolle und vor allem dank der hervorragenden Solistin sehr hörenswerte CD!  WDR3 TonArt (Radio)

-“Bolette Roed er en af vore største virtuoser på blokfløjte… Verdenspremieren på en anonym dansesuite til prinsesse Charlotte Amalie vil være et interessant lyt for mangen en barokelsker.”  Berlingske Tidende

-“Ren nydelse.” Flensborg Avis

Royal Recorder Concertos: Music from the Court of King Frederik IV

Gramophone AW 2013, Lindsay Kemp

There have been CDs of ‘Danish’ Baroque orchestral repertoire before, notably from Concerto Copenhagen, but there’s certainly room for more. I put ‘Danish’ in inverted commas because none of these composers of ‘Music from the Court of King Frederik IV’ (actually from that of his son Christian VI as well) was actually Danish, and only one of them, Johann Adolph Scheibe, worked in Denmark. Mind you, most of the repertoire of the 18th-century Danish court perished long ago in a succession of fires, so it is reasonable to include works by Graupner and JH Graun, who were both popular there, while the Schickhardt recorder sonata whose third movement is offered at the end, seemingly as a taster for a future disc (the whole sonata can be downloaded from Dacapo), was dedicated to Frederik. Læs mere.

 

Barok og kongerøgelse – Suveræn blokfløjtesolist afsluttede barokfestival

Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad, June 2013

I en uges tid har man på Frederiksberg ved København kunnet glæde sig over liflig barokmuisk, primært i Frederiksberg Kirke, hvor også afslutningskoncerten på festivalen Midsommerbarok fandt sted. Blokfløjtenisten Bolette Roed, som netop har udgivet en cd med musik fra Frederik IV’s hof – anmeldelse er på vej her i avisen – har været primus motor i at opbygge festivalen. Bolette var selv i fokus under afslutningskoncerten, idet tre af de værker, man her blev præsenteret for, havde hende i spidsen for det velspillende polske barokorkester Arte dei Suonatori. Det drejede sig om to koncerter af Johann Gottlieb Graun og Johann Adolph Scheibe, karakteristisk 1700-tals musik med fin afbalancering mellem orkester og solist og med sikkert og pointeret spil af Bolette Roed… Koncerten sluttede med endnu et anonymt værk, en suite i d-mol for bloklføjte, strygere og continuo, arrangeret ud fra et såkaldt guitartabulatur og en basstemme fra prinsesse Charlotte Amalies nodesamling omkring 1730. Read more.

 

Fløjtedronningens efterfølger

Henrik Friis, Politiken, 21.juni 2013, 4 hjerter

Blokfløjtens grand old lady Michala Petri åbnede Midsommerbarok på Frederiksberg i energisk samspil med sin arvtager, spilleglade Bolette Roed. Blokfløjten er en tvetydig ven for sin musiker. I hænderne på selv de dygtigste specialister kan det uanselige trærør producere de smukkeste, krydrede melodier det ene øjeblik for det æste at skurre fælt og falsk. Sådan er det bare. Skønheden er skrøbelig.

I den forstand var det med et vist mod, at folkene bag de 11 koncerter på årets Midsommerbarok åbnede med et rent program for instrumentet, der var så centralt i 1700-tallet, men siden har levet en usikker tilværelse. Aftenens komponister var Telemann og J. S. Bach på et snorlige program, der startede med en solo og, over en duo, en dobbeltkoncert og en trippelkoncert, sluttede med en såkaldt concerto grosso, hvor instrumentgrupperne spillede alle mod alle. Et portræt af blokfløjten fra det helt nøgne instument uden nogen beskyttelse i andres harmonier til fuldfed barok luksus. I centrum på scenen stod Michala Petri og den 20 år yngre Bolette Roed. Begge etablerede musikpersonligheder, der godt kan lide at udfordre sig selv og deres instrument. Læse mere.

Danser med dæmoner, Frederiksberg kirke

Søren Schauser, Berlingske Tidende, 22.juni 2013, 5 stjerner

Bolette Roed er en af vores største virtuoser på blokfløjte og optræder med både ældre og helt ny musik – det sidste især som medlem af prisbelønnede Alpha. Hun arrangerer Midsommerbarok på Frederiksberg i samarbejde med Allan Rasmussen og Michael Hemmingsen. Og når ikke hun flytter lamper og fikser forlængerledninger, spiller hun selv med. “Det var på Fred’riksberg / det var i maj.” Nå nej. Festivalen ved navn Midsommerbarok ligger i juni måned. Serien afholdes i disse dage for femte gang og har udviklet sig til et af Frederiksbergs mest spændende tilbud på kulturområdet. Læse mere.

Medrivende midsommerkoncert pustede liv i Vivaldi

Henrik Friis, Politiken, June 2011

Årets musikfestival i og omkring Frederiksberg Kirke blev skudt i gang med et brag af velklang og innovation.
Folkene bag var kommet på den lille genistreg at lægge åbningskoncerten i fortsættelse af sankthansaften, så de 10.000 deltagere i Frederiksberg Have ikke kunne undgå at få tilbuddet om en musikalsk godbid som finkulturel natmad til fællessang og båltaler.
Kirken var fyldt til bristepunktet. Spændstig ekvilibrisme. Antonio Vivaldis ’De fire Årstider’ er berømt og berygtet for at servere sublime melodier og dramatiske tonemalerier i en sådan grad, at musikken i dag er en kunst at løfte en fortolkning ud over klicheen. Det havde ingen medvirkende problemer med torsdag. Read more.

Royal Recorder Concertos, Review

Pizzicato, France, October 2013

From the outset, we are seduced by the opulence of the sound, which reflects a generosity and a lively game of interpretation that captivate from the first track. Despite their small staff, Arte dei Suonatori creates a fat, opulent and almost orchestral sound, in contrast to the tangy and sometimes spindly sounds we hear so often these days. And – this opulent sound is by no means synonymous with heaviness or opacity.

The melodic lines are clearly drawn, Arte dei Suonatori once again seduces you by a living interpretation with alert and flexible playing. A clearly controlled volubility which excludes any bavardage… This production brightly lit a piece of history, sometimes less known, but nevertheless of very big value and worth the attention.

Royal Recorder Concertos, Review

WDR3 TonArt, Jan Ritterstaedt, DE

Elegant melody lines combined with virtuosic figurations … this is how Johann Gottlieb Graun begins his double concerto for recorder and violin. Light and springy Arte dei Suonatori prepares the rhythmic and harmonic foundation for both soloists. The recorder soloist, Bolette Roed, can in particular exploit her full virtuosic potential. In andante from a Graupner concerto, she consciously produces a cantabile sound clearly inspired by the human voice. Not only technically does Bolette Roed stand the distance: she stretches the melodic lines to a great extent, and convincingly she increases the sound of her instrument, thus increasing the intensity of the movement.

Here is a marvelous and delightful CD, that especially thanks to the excellent soloist, is very rewarding to listen to.”The project is the brainchild of recorder soloist Bolette, whose playing is cleanly articulated and stylish (…) and the well-judged primus inter pares balance with the ever-excellent Polish strings players eloquently reflects the fact.”

Alpha og Omega

Skt. Petersburg, Nevskoje vrémja

… I år var der i programmet indlagt en ensemblefestival. Lad os tage det danske Alpha. Et ensemble med en utriviel instrumentsammensætning og en imponerende spændvidde i repertoiret fra syrisk folklore til skandinavisk. Musikerne i Alpha viste den højeste klasse af ensemblespil i koncertmaratonen i komponisthuset. Det føltes som om de åndede i en rytme, i den grad samspillede klang blokfløjten sammen med saxofon og slagtøj. Men endnu mere interessant var improvisationerne af Alphas solister i den svenske suite som de selv havde sammensat.

Den moderne lytter opfatter som regel ikke så meget musikken gennem melodien, som gennem klare karakteristiske klangfarver. I den henseende gav blokfløjtens blide stemme, barytonsaxofonens dristige mandlighed og trommernes rige spektrum tilsammen ensemblet en unik lydmæssig klangfarve. Den anden side af Alphas succes var det at de havde lagt vægt på world music fra det sidste årti. Alpha kultiverer en særlig form for psykologisk musiceren, idet de skaber regnbueagtige – lette som sæbebobler – musikalske verdener, som glider i en fri strøm af toner og klange. Kort sagt – det danske ensembles optræden blev en af de mest interessante begivenheder i festivalen.

Bolette Roed solist med Concerto Copenhagen Garnisonskirken

Mikael Garnæs, Kristeligt Dagblad 1.juli 2006

Barokbølgen ruller videre. Concerto Copenhagen var i topform ved fredagens koncert i Garnisons Kirke i København. “Liflige toner af Vivaldi og Bach og sprudlende musiceren fra barokorkestret Concerto Copenhagen.

Alt sammen på en dejlig sommeraften i den smukke Garnisons Kirke i København. Min sjæl, hvad vil du mer?…Vivaldi-koncerterne blev opført med skiftende besætning…det fungerede fint, og den intense blokfløjtespiller Bolette Roed var den gennemgående hovedfigur. Hun spillede meget smukt, med sikker intonation og energisk frasering. Ikke mindst spændende var hendes langsomme satser, som hun formede frit og meddigtende, hvad enten det var i samspil med en hel continuogruppe eller i duet med en enkelt fagot…” Læse mere.

AA=Anonyme Alphaholikere?

Søren H. Schauser, Berlingske, 14th February 2006

James Bonds drink skal som bekendt være “shaken – not stirred”. Alphas musikere er lige det modsatte: Så forskellige som muligt. Trioen blev en flot nummer to ved P2s Kammermusik Konkurrence 2006 forrige uge. Havde de ligefrem fortjent en plads som nummer ét? På en måde ja. For mage til kreativ musikudøvelse skal man lede meget længe efter – og hvor kan blandingen af blokfløjte og sax og slagtøj dog lyde blødt… Nu er trioen aktuel med hele seks nye stykker, alle komponeret inden for de sidste par år. Herunder danskeren Søren Nils Eichbergs 13 minutter lange “Cantus”.

Altså det stykke, der indbragte trioen den særlig pris ved konkurrencen for nylig. Og sikken oplevelse! Lytteren mærker virkelig de tre musikeres ømme motiv bag det hele: At de ikke spiller sammen, fordi blokfløjte og sax og slagtøj er verdens mest fantastiske drink. Men fordi de tre mennesker kan lide hinanden, forstå hinanden, arbejde sammen om et fælles projekt. Et storslået projekt.

En på opleveren, Thisted Kirke

Henrik Svane, Thisted Dagblad den 13.juli 2005

Alpha Ensemblet gav ved koncerten i Thisted Kirke tirsdag aften (12.juli 2005 red.) de fremmødte “én på opleveren!”. Dette ensemble indfriede forventningerne med deres nyskabende musikalske udtryk i et musikalsk ingenmandsland, der bevæger sig mellem en klassisk tradition og rytmisk og improviserende stil lige ind i verdensmusikken… Alpha Ensemblet spillede medrivende og oplagt, med en musikalsk indføling og et plastisk sammenspil, der var betagende smukt og havde en særlig dynamisk nerve.

Værkerne af Ib Nørholm “Jubilate Deo in Primavere” (2005) en sand forårslovprisning og columbianeren Eblis Alvarez “El triste juego de la polka spectral” (2005) var klangmæssige højdepunkter i koncerten. Udfordrende for tilhøreren, et fascinerende lydmæssigt og rytmisk univers, båret frem af disse unge, fremragende kunstnere. Deres søgen efter nye klangmæssige udtryksmuligheder via bl.a. en nænsom elektronisk forstærkning kom smukt til udtryk i ensemblets uropførelse af dets egen komposition “Jaco”. Det bliver spændende at følge den fortsatte udvikling, ikke mindst internationalt.

Musikantisk overskud

Jan Jacoby, Politiken 1.april 2004

Ny blokfløjtebegavelse i overlegen, vidtspændende og inspireret debut.

“Bolette Roeds debut begyndte med en uropførelse, endte i højmiddelalderen og tangerede undervejs både renæssance, barok og rokoko, og ekstranummeret var en folkedans, men det var ingen pedantisk historisk gennemgang, der pligtskyldigt skulle demonstrere alle kapitler af faget blokfløjte. Kortene var blandet til et maksimum af afveksling, ikke to værker havde helt samme besætning, og hvad der på papiret tog sig flimrende ud, viste sig som et overbevisende hele: en spændende og stimulerende fortælling om instrumentets mangesidige natur. Og om en fascinerende og begavet musiker. Bolette Roed er ikke bare virtuos; hun er ét med musikken, lige så stærk og direkte engageret i de udtryksfulde menneskelige klynk og suk blandt tøvende og prøvende naturlyde i nulevende Kikuko Masumotos teknisk grænseoverskridende ‘Pastorale’ som i overstadigt kogende spillemandsvitalitet i en anonym italiensk sats anno 1400.

Med tre stykker vejede ny musik tungt i programmet, udtryksfuldt indforstået i formidlingen. I uropførelsen, Ejnar Kandings ‘Viste sueños’, var fløjten med Lorcas mottotekst ‘det brændende hjerte’, der med lidenskab og gråd flakser gennem et dramatisk computerskabt lydunivers. Strammere formet og mere koncentreret i stoffet er Lars Graugaards ‘Grind’, som båret af frase og klang tegner et alvorligt indtrængende dobbetlportræt af akkordeon og blokfløjte. Hovedvægten ligger på sidstnævntes tekniske mangesidighed, som Roed foldede ud med umiddelbar lyrisk ekspressivitet.

Talende følsomhed prægede en cembaloledsaget sonate af C.P.E. Bach, mens fader Sebastians triosonate i G-dur blev lysvågent legende kammermusik med delikatesse og frisk spilleglæde. Arrangementet for tre blokfløjter fungerede bedre, end man ofte oplever den originale orgelversion. Og som tæt, inderlig frasering gradvis opløstes i jublende koloratur, blev Jacob van Eycks solovariationer over ‘Psalm 118’ et koncentrat af Bolette Roeds musikantiske overskud.”

En virtuos debutant – Bolette Roeds debutkoncert, Garnisonskirken

Søren H. Schauser, Berlingske Tidende 30.marts 2004, 6 stjerner

Debut: Bolette Roed er en af de dygtigste og mest nysgerrige musikere, konservatoriet i København har fostret. “Fra ridderlige kærlighedssange til liderlige sømandssange. Fra fine sonater med cembalo til elektrisk forstærkede astmalyde.

Så langt omkring nåede fredagens debutant fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – blokfløjtisten Bolette Roed. Hun gjorde det sammen med otte kolleger, der alle lyste som stjerner den aften. Og hun gjorde det uden at hægte en eneste lytter af. Pigen hører simpelthen til de mest spændende musikere, konservatoriet har uddannet. For al musikken lyder vedkommende i hendes mund. Der er dramatik i spillet mellem naturbarnets kønne ydre og kunstnerens alvor. Og når hun taler, lyder hun som Dronningen – med nøjagtig samme evne til at fatte sig i korthed.

Denne inderlighed stiller hun så til rådighed for komponister, der selv går til yderligheder. For eksempel når hun skal bruge mange forskellige slags blokfløjter – alene fordi det er muligt. Gys. Men hun går ind i det alligevel, og dét på den smukkeste måde. Hun blæser aldrig øjnene ud af hovedet. Alle toner vokser fra en indre melankoli. Bolette Roed er kort sagt musikvirtuos, ikke blokfløjtevirtuos. En stopfyldt Garnisonskirke fik skam både tungekriblen og fingerkrablen – men først i ekstranummerets variationer a la »What shall we do with the drunken sailor«… Bare for at vise, at dét kunne hun forresten også.
Som om man var i tvivl.”

Eva Baraths komponistdebut, Konservatoriets festsal

14.11.2001

“…Man lytter gerne til hendes (Eva Barath red.) musik, og man fornemmede at musikerne også gerne udfører den. Mange fremragende præstationer hjalp med til at gøre Eva Baraths komponistdebut vellykket. Lad én her tælle for dem alle: Blokfløjtespilleren Bolette Roed der både som solist og i samspil med andre viste en teknisk beherskelse af instrumentet og en kunstnerisk indlevelse i Eva Baraths musik, som var eksemplarisk.”

Jens Brincker, Berlingske Tidende 16.november 2001

“…Kun blokfløjtesoloen ‘sprachlos’ tegnede et dramatisk begribeligt forløb fra ligevægt over panik til opgivende afmatning, idet en fantasifuld, ‘snakkende’ eller jamrende behandling af instrumentet understregede udtrykket. I Bolette Roeds dygtige og indlevede fortolkning var det aftenens varme spot. Som en forstudie kunne man betragte aftenens ældste værk, ‘ohne Titel’ for blokfløjte og akkordeon med elektronisk klangregi, der også trækker effektfuldt på foretrukne virkemidler som faldende glissandi og små intonationsforskydninger.”

Jan Jacoby, Politiken 18.november 2001

Koncert i Engholm Kirke, Allerød, James Crabb og Bolette Roed Duo

September 2000

Anderledes samspil – En storartet koncert for blokfløjte og accordeon

“Bolette Roed er bare 21 år, (…) og hun kan mageligt stå på egne ben. Hendes teknik er fremragende, hendes tilgang til værkerne let og smilende – og så kan hun spille på ét ben når det gælder! James Crabb er et lige så åbenlyst talent på sit instrument (…) Sådanne to solister sammen måtte give en spændende koncert, og det var, hvad publikum fik.

Forrygende skotsk – Optakten foregik udenfor kirkerummet. Fra præsteværelset lød rytmisk banken, og blokfløjten dukkede op bag den store messingdør. Det viste sig, at James Crabb brugte sin accordeon som tromme, medens Bolette Roed lod fingrene pile op og ned ad fløjten i en forrygende skotsk folkemelodi “Mary Scott”. Det var virkelig et nummer at spille sig varm på! Den mere alvorlige del af festen begyndte med et arragement af russeren Viktor Fortins blokfløjtekoncert fra 1985 med en række indbyrdes udfordringer for de to, og endnu mere artistisk blev Morten Olsens duo “I repeat myself When Under Stress, I Re…” fra 1995 med et nærmest aggressivt med- og modspil i krævende figurer. (…) Koncerten toppede dog med Bolette Roeds suveræne udførelse af japaneren Ryohei Hiroses “Meditation” fra 1975, et særdeles vanskeligt værk med greb helt udenfor det gængse mønster og med smertefulde klange som konsekvens, men også med inderlige øjeblikke af ophøjet ro og dyb hengivelse. Det var en meget stor præstation, koncentreret og samvittighedsfuldt behandlet udenad. (…) Koncerten fik den rigtige slutning, da parret fandt endnu en skotsk melodi frem som ekstranummer og på den måde blev den musikalske krans bundet færdig. Begejstringen var stor og forståelig. Man sad og længtes efter at have en time med de to på cd til hverdagsbrug hjemme, så opløftende og glimrende var det direkte møde med de dygtige instrumentalister.”