Medrivende midsommerkoncert pustede liv i Vivaldi
Henrik Friis, Politiken, 24.juni 2011, 5 hjerter

Årets musikfestival i og omkring Frederiksberg Kirke blev skudt i gang med et brag af velklang og innovation.
Folkene bag var kommet på den lille genistreg at lægge åbningskoncerten i fortsættelse af sankthansaften, så de 10.000 deltagere i Frederiksberg Have ikke kunne undgå at få tilbuddet om en musikalsk godbid som finkulturel natmad til fællessang og båltaler.
Kirken var fyldt til bristepunktet. 

 
Spændstig ekvilibrisme
Antonio Vivaldis ’De fire Årstider’ er berømt og berygtet for at servere sublime melodier og dramatiske tonemalerier i en sådan grad, at musikken i dag er en kunst at løfte en fortolkning ud over klicheen. Det havde ingen medvirkende problemer med torsdag. 
Hver af årstiderne er egentlig en violinkoncert i tre satser, men denne gang var det kun ’Vinter’, der levede op til den beskrivelse. I dagens anledning begyndte de med ’Efterår’ som en spændstig blokfløjtekoncert med Bolette Roed som ekvilibristisk solist, fulgt af Rune Tonsgaard Sørensens indsats i ’Vinter’.
’Forår’ blev en dobbeltkoncert for fløjte og violin, hvor Roed med glimt i øjet tog sig af alt det, der lød som morgenstemning og fuglekvidder – og den afsluttende, som med Trio Alphas var en helt alternativ version iklædt barokorkester, buldrende slagtøj, piccolofløjte og sopransaxofon. 

Fandenivoldsk
Det var så overraskende helstøbt og velgennemført, at havde arrangørerne haft en pointe om at vise, at de 300 år gamle noder på Midsommerbarok skal blive til levende musik i rivende udvikling, så fik man det at mærke direkte og kropsligt. Ekstremt højt musikalsk niveau og god plads til leg og spilleglæde. 
Ikke siden Den Italienske Ambassade hev La Scala-orkestret til København for fem år siden, har jeg hørt så overrumplende en fortolkning af de tre satser i ’Vinter’.

Musikalsk nerve helt ind til en hård kerne af permafrost. Rune Tonsgaard Sørensen leverer som medlem af Den Danske Strygekvartet og koncertmester i Sjællands Symfoniorkester ofte perfektioneret klassisk musik. 
Men den 28-årige violinist dyrker også folkemusikken i bandet Dreamers Cirkus, og netop den slanke, musikantiske fandenivoldskhed var som skabt til det konstant pågående spil hos de polske barokspecialister i Arte dei Suonatori.
Tyngde og nerveOg Alphas afslutning skrevet af saxofonisten Peter Navarro-Alonso var ikke mindre frapperende. I baggrunden hos barokorkestret anede man hele tiden fragmenter af Vivaldis originale sats, mens de tre insisterende triomusikere i front lagde perlende klangflader og massiv tyngde til forskellige forvanskninger af de gamle melodier.
Arte dei Suonatori, der går igen i mange af festivalens koncerter den kommende uge, er et himmelsk lille barokband. Med tryk på band.

Spillet bølgede frem og tilbage mellem aggressive, knasende sprøde passager med tyngde og nerve – og helt spinkle, krystalklare klangflader, hvor små udsmykninger piblede frem i slowmotion.

Alpha Ensemblet gav ved koncerten i Thisted Kirke tirsdag aften (12.juli 2005 red.) de fremmødte "én på opleveren!". Dette ensemble indfriede forventningerne med deres nyskabende musikalske udtryk i et musikalsk ingenmandsland, der bevæger sig mellem en klassisk tradition og rytmisk og improviserende stil lige ind i verdensmusikken... Alpha Ensemblet spillede medrivende og oplagt, med en musikalsk indføling og et plastisk sammenspil, der var betagende smukt og havde en særlig dynamisk nerve.

Værkerne af Ib Nørholm "Jubilate Deo in Primavere" (2005) en sand forårslovprisning og columbianeren Eblis Alvarez "El triste juego de la polka spectral" (2005) var klangmæssige højdepunkter i koncerten. Udfordrende for tilhøreren, et fascinerende lydmæssigt og rytmisk univers, båret frem af disse unge, fremragende kunstnere. Deres søgen efter nye klangmæssige udtryksmuligheder via bl.a. en nænsom elektronisk forstærkning kom smukt til udtryk i ensemblets uropførelse af dets egen komposition "Jaco". Det bliver spændende at følge den fortsatte udvikling, ikke mindst internationalt.

Henrik Svane, Thisted Dagblad den 13.juli 2005

Barokbølgen ruller videre.
Concerto Copenhagen var i topform ved fredagens koncert i Garnisons Kirke i København.

"Liflige toner af Vivaldi og Bach og sprudlende musiceren fra barokorkestret Concerto Copenhagen.

Alt sammen på en dejlig sommeraften i den smukke Garnisons Kirke i København. Min sjæl, hvad vil du mer?...Vivaldi-koncerterne blev opført med skiftende besætning...det fungerede fint, og den intense blokfløjtespiller Bolette Roed var den gennemgående hovedfigur. Hun spillede meget smukt, med sikker intonation og energisk frasering. Ikke mindst spændende var hendes langsomme satser, som hun formede frit og meddigtende, hvad enten det var i samspil med en hel continuogruppe eller i duet med en enkelt fagot..."
Mikael Garnæs, Kristeligt Dagblad 1.juli 2006

Ny blokfløjtebegavelse i overlegen, vidtspændende og inspireret debut.

"Bolette Roeds debut begyndte med en uropførelse, endte i højmiddelalderen og tangerede undervejs både renæssance, barok og rokoko, og ekstranummeret var en folkedans, men det var ingen pedantisk historisk gennemgang, der pligtskyldigt skulle demonstrere alle kapitler af faget blokfløjte. Kortene var blandet til et maksimum af afveksling, ikke to værker havde helt samme besætning, og hvad der på papiret tog sig flimrende ud, viste sig som et overbevisende hele: en spændende og stimulerende fortælling om instrumentets mangesidige natur.
Og om en fascinerende og begavet musiker. Bolette Roed er ikke bare virtuos; hun er ét med musikken, lige så stærk og direkte engageret i de udtryksfulde menneskelige klynk og suk blandt tøvende og prøvende naturlyde i nulevende Kikuko Masumotos teknisk grænseoverskridende 'Pastorale' som i overstadigt kogende spillemandsvitalitet i en anonym italiensk sats anno 1400.

Med tre stykker vejede ny musik tungt i programmet, udtryksfuldt indforstået i formidlingen. I uropførelsen, Ejnar Kandings 'Viste sueños', var fløjten med Lorcas mottotekst 'det brændende hjerte', der med lidenskab og gråd flakser gennem et dramatisk computerskabt lydunivers. Strammere formet og mere koncentreret i stoffet er Lars Graugaards 'Grind', som båret af frase og klang tegner et alvorligt indtrængende dobbetlportræt af akkordeon og blokfløjte. Hovedvægten ligger på sidstnævntes tekniske mangesidighed, som Roed foldede ud med umiddelbar lyrisk ekspressivitet.
Talende følsomhed prægede en cembaloledsaget sonate af C.P.E. Bach, mens fader Sebastians triosonate i G-dur blev lysvågent legende kammermusik med delikatesse og frisk spilleglæde. Arrangementet for tre blokfløjter fungerede bedre, end man ofte oplever den originale orgelversion. Og som tæt, inderlig frasering gradvis opløstes i jublende koloratur, blev Jacob van Eycks solovariationer over 'Psalm 118' et koncentrat af Bolette Roeds musikantiske overskud."

Jan Jacoby, Politiken 1.april 2004

"...Man lytter gerne til hendes (Eva Barath red.) musik, og man fornemmede at musikerne også gerne udfører den. Mange fremragende præstationer hjalp med til at gøre Eva Baraths komponistdebut vellykket. Lad én her tælle for dem alle: Blokfløjtespilleren Bolette Roed der både som solist og i samspil med andre viste en teknisk beherskelse af instrumentet og en kunstnerisk indlevelse i Eva Baraths musik, som var eksemplarisk."

Jens Brincker, Berlingske Tidende 16.november 2001

"...Kun blokfløjtesoloen 'sprachlos' tegnede et dramatisk begribeligt forløb fra ligevægt over panik til opgivende afmatning, idet en fantasifuld, 'snakkende' eller jamrende behandling af instrumentet understregede udtrykket. I Bolette Roeds dygtige og indlevede fortolkning var det aftenens varme spot. Som en forstudie kunne man betragte aftenens ældste værk, 'ohne Titel' for blokfløjte og akkordeon med elektronisk klangregi, der også trækker effektfuldt på foretrukne virkemidler som faldende glissandi og små intonationsforskydninger."

Jan Jacoby, Politiken 18.november 2001

En virtuos debutant

Debut: Bolette Roed er en af de dygtigste og mest nysgerrige musikere, konservatoriet i København har fostret.

"Fra ridderlige kærlighedssange til liderlige sømandssange. Fra fine sonater med cembalo til elektrisk forstærkede astmalyde.

Så langt omkring nåede fredagens debutant fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – blokfløjtisten Bolette Roed. Hun gjorde det sammen med otte kolleger, der alle lyste som stjerner den aften. Og hun gjorde det uden at hægte en eneste lytter af. Pigen hører simpelthen til de mest spændende musikere, konservatoriet har uddannet.
For al musikken lyder vedkommende i hendes mund. Der er dramatik i spillet mellem naturbarnets kønne ydre og kunstnerens alvor. Og når hun taler, lyder hun som Dronningen – med nøjagtig samme evne til at fatte sig i korthed.
Denne inderlighed stiller hun så til rådighed for komponister, der selv går til yderligheder. For eksempel når hun skal bruge mange forskellige slags blokfløjter – alene fordi det er muligt. Gys. Men hun går ind i det alligevel, og dét på den smukkeste måde. Hun blæser aldrig øjnene ud af hovedet. Alle toner vokser fra en indre melankoli.
Bolette Roed er kort sagt musikvirtuos, ikke blokfløjtevirtuos. En stopfyldt Garnisonskirke fik skam både tungekriblen og fingerkrablen – men først i ekstranummerets variationer a la »What shall we do with the drunken sailor«... Bare for at vise, at dét kunne hun forresten også.
Som om man var i tvivl."

6 stjerner
Søren H. Schauser, Berlingske Tidende 30.marts 2004

Anderledes samspil - En storartet koncert for blokfløjte og accordeon

"Bolette Roed er bare 21 år, (...) og hun kan mageligt stå på egne ben. Hendes teknik er fremragende, hendes tilgang til værkerne let og smilende - og så kan hun spille på ét ben når det gælder! James Crabb er et lige så åbenlyst talent på sit instrument (…) Sådanne to solister sammen måtte give en spændende koncert, og det var, hvad publikum fik.

Forrygende skotsk - Optakten foregik udenfor kirkerummet. Fra præsteværelset lød rytmisk banken, og blokfløjten dukkede op bag den store messingdør. Det viste sig, at James Crabb brugte sin accordeon som tromme, medens Bolette Roed lod fingrene pile op og ned ad fløjten i en forrygende skotsk folkemelodi "Mary Scott". Det var virkelig et nummer at spille sig varm på! Den mere alvorlige del af festen begyndte med et arragement af russeren Viktor Fortins blokfløjtekoncert fra 1985 med en række indbyrdes udfordringer for de to, og endnu mere artistisk blev Morten Olsens duo "I repeat myself When Under Stress, I Re..." fra 1995 med et nærmest aggressivt med- og modspil i krævende figurer. (...) Koncerten toppede dog med Bolette Roeds suveræne udførelse af japaneren Ryohei Hiroses "Meditation" fra 1975, et særdeles vanskeligt værk med greb helt udenfor det gængse mønster og med smertefulde klange som konsekvens, men også med inderlige øjeblikke af ophøjet ro og dyb hengivelse. Det var en meget stor præstation, koncentreret og samvittighedsfuldt behandlet udenad. (...) Koncerten fik den rigtige slutning, da parret fandt endnu en skotsk melodi frem som ekstranummer og på den måde blev den musikalske krans bundet færdig. Begejstringen var stor og forståelig. Man sad og længtes efter at have en time med de to på cd til hverdagsbrug hjemme, så opløftende og glimrende var det direkte møde med de dygtige instrumentalister."

Frederiksborg Amts Avis, Knud Cornelius, september 2000

... I år var der i programmet indlagt en ensemblefestival. Lad os tage det danske Alpha. Et ensemble med en utriviel instrumentsammensætning og en imponerende spændvidde i repertoiret fra syrisk folklore til skandinavisk. Musikerne i Alpha viste den højeste klasse af ensemblespil i koncertmaratonen i komponisthuset. Det føltes som om de åndede i en rytme, i den grad samspillede klang blokfløjten sammen med saxofon og slagtøj. Men endnu mere interessant var improvisationerne af Alphas solister i den svenske suite som de selv havde sammensat.

Den moderne lytter opfatter som regel ikke så meget musikken gennem melodien, som gennem klare karakteristiske klangfarver. I den henseende gav blokfløjtens blide stemme, barytonsaxofonens dristige mandlighed og trommernes rige spektrum tilsammen ensemblet en unik lydmæssig klangfarve. Den anden side af Alphas succes var det at de havde lagt vægt på world music fra det sidste årti. Alpha kultiverer en særlig form for psykologisk musiceren, idet de skaber regnbueagtige – lette som sæbebobler – musikalske verdener, som glider i en fri strøm af toner og klange. Kort sagt – det danske ensembles optræden blev en af de mest interessante begivenheder i festivalen.

James Bonds drink skal som bekendt være "shaken - not stirred". Alphas musikere er lige det modsatte: Så forskellige som muligt. Trioen blev en flot nummer to ved P2s Kammermusik Konkurrence 2006 forrige uge. Havde de ligefrem fortjent en plads som nummer ét? På en måde ja. For mage til kreativ musikudøvelse skal man lede meget længe efter - og hvor kan blandingen af blokfløjte og sax og slagtøj dog lyde blødt... Nu er trioen aktuel med hele seks nye stykker, alle komponeret inden for de sidste par år. Herunder danskeren Søren Nils Eichbergs 13 minutter lange "Cantus".

Altså det stykke, der indbragte trioen den særlig pris ved konkurrencen for nylig. Og sikken oplevelse! Lytteren mærker virkelig de tre musikeres ømme motiv bag det hele: At de ikke spiller sammen, fordi blokfløjte og sax og slagtøj er verdens mest fantastiske drink. Men fordi de tre mennesker kan lide hinanden, forstå hinanden, arbejde sammen om et fælles projekt. Et storslået projekt.

Søren H. Schauser, Berlingske Tidende den 14.februar 2006