Musikantisk overskud
Jan Jacoby, Politiken 1.april 2004
Ny blokfløjtebegavelse i overlegen, vidtspændende og inspireret debut.
“Bolette Roeds debut begyndte med en uropførelse, endte i højmiddelalderen og tangerede undervejs både renæssance, barok og rokoko, og ekstranummeret var en folkedans, men det var ingen pedantisk historisk gennemgang, der pligtskyldigt skulle demonstrere alle kapitler af faget blokfløjte. Kortene var blandet til et maksimum af afveksling, ikke to værker havde helt samme besætning, og hvad der på papiret tog sig flimrende ud, viste sig som et overbevisende hele: en spændende og stimulerende fortælling om instrumentets mangesidige natur. Og om en fascinerende og begavet musiker. Bolette Roed er ikke bare virtuos; hun er ét med musikken, lige så stærk og direkte engageret i de udtryksfulde menneskelige klynk og suk blandt tøvende og prøvende naturlyde i nulevende Kikuko Masumotos teknisk grænseoverskridende ‘Pastorale’ som i overstadigt kogende spillemandsvitalitet i en anonym italiensk sats anno 1400.
Med tre stykker vejede ny musik tungt i programmet, udtryksfuldt indforstået i formidlingen. I uropførelsen, Ejnar Kandings ‘Viste sueños’, var fløjten med Lorcas mottotekst ‘det brændende hjerte’, der med lidenskab og gråd flakser gennem et dramatisk computerskabt lydunivers. Strammere formet og mere koncentreret i stoffet er Lars Graugaards ‘Grind’, som båret af frase og klang tegner et alvorligt indtrængende dobbetlportræt af akkordeon og blokfløjte. Hovedvægten ligger på sidstnævntes tekniske mangesidighed, som Roed foldede ud med umiddelbar lyrisk ekspressivitet.
Talende følsomhed prægede en cembaloledsaget sonate af C.P.E. Bach, mens fader Sebastians triosonate i G-dur blev lysvågent legende kammermusik med delikatesse og frisk spilleglæde. Arrangementet for tre blokfløjter fungerede bedre, end man ofte oplever den originale orgelversion. Og som tæt, inderlig frasering gradvis opløstes i jublende koloratur, blev Jacob van Eycks solovariationer over ‘Psalm 118’ et koncentrat af Bolette Roeds musikantiske overskud.”
